Sammenfatninger af bogens kapitler

Del 1: Projektarbejdet som proces

1. Der er to typer projektarbejde. Emneorienteret og problemorienteret projektarbejde.
   Emneorienteret projektarbejde er især relevant for korte projektarbejder. Det øger fornemmelsen for nuancer, argumentation og dokumentation i materialet.
   Problemorienteret projektarbejde tilføjer et relevanskriterium for læsning, nemlig problemformuleringen, og sætter større krav til selvstændig analyse og argumentation. Det kræver tillige selvstændig identifikation, dokumentation og begrundelse for problemformuleringen.
2. Problemorienteret projektarbejde er lærerigt, spændende og engagerende; det giver saglig faglighed og kvalifikationer, som er efterspurgt på arbejdsmarkedet.
   At kvalificere sig via problemorienteret projektarbejde kræver ansvar for egen læring, selvdisciplin og refleksion.
3. Saglig faglighed er kunsten at kunne vælge, anvende og kritisere metoder og teorier i forhold til en problemstilling/sag. Perspektivet er ikke fagenes indre logikker eller systematik, men relevans.
   Saglig faglighed kan opnås via det problemorienterede projektarbejde, men det kræver ansvar for egen læring og refleksion mht. til de faglige målsætninger, man efterstræber, hhv. det, man faktisk gør.
   Saglig faglighed bevæger sig på niveauerne 1-6 på Blooms taksonomi.
4. Det problemorienterede projektarbejde lægger op til en bred kvalifikationsprofil. Men der er ingen automatikker eller nødvendige sammenhænge.

1. Problemstillingen er et vidensproblem, der præsenterer sig som en anomali, et paradoks, et planlægningsproblem eller en kritisk forholden sig til en normalia.
   Anomalien udgøres af en afvigelse fra en norm; paradokset tillige af en problematisering af eksisterende opfattelser; planlægningsproblemet af en manglende viden om, hvad der kan og bør gøres, og normalien af en kritisk problematisering af det, der tages for givet.
   Den videnskabelige problemformulering stilles vha. teoretiske begreber og i forhold til en teoretisk for-forståelse. Problemstillingen kan sagtens være affødt af empiriske hændelser og metodisk kræve grundige empiriske undersøgelser, men sigtet er den eksisterende korpus af viden, dvs. feltet af teoretisk viden om fænomenet.
   Desto mere viden om et emne, desto bedre og mere præcist kan problemet formuleres.
   En god problemformulering producerer en konklusion, der giver en aha- og ikke en nåh-oplevelse.
2. Problemformuleringen er en kort 1-5 liniers formulering, som kun har mening i kraft af den forudgående udfoldning af problemfeltet og den efterfølgende præcisering af begreber og metode.
   I problemfeltet dokumenteres problemformuleringens aktualitet, dens videnskabelige og praktiske betydning forklares, dens læsning præciseres og interessen hos læseren skabes.
3. Den gode problemformulering indebærer en udfordring, indeholder to led og en relation, er handlingsvisende, operationalisérbar, interessant og klar; den kan formuleres som én problemformulering, er faglig relevant, tidsmæssig gennemførlig og etisk forsvarlig.
4. Problemformuleringen er en proces og således ikke bare udgangspunkt for, men også produkt af projektarbejdet.
   I den første fase anvendes analytisk arbejde og kreativitet til generering af idéer og problemstillinger.
   I den anden fase undersøges og dokumenteres det, at problemformuleringen er en egentlig problemformulering. Den første problemformulering præciseres.
   I de næste faser analyseres og skærpes problemformuleringen i et snævert parløb med konklusionernes melden sig på banen.

1. Vi kan isolere spørgsmålet om projektvalg ved at betragte projektgruppen som en ad-hoc organisation, der udgør et socialt system, der træffer beslutninger. Kun projektgruppen som organisation kan vælge. Til gengæld kan organisationen ikke udføre de opgaver, der er valgt. Det kan kun gruppens medlemmer. Hermed kan vi isolere valg som en selvstændig problemstilling adskilt fra det, der (kan/skal) vælges: Hvilket projekt? Hvad skal læses? Hvilke kilder? Hvilke teorier og metoder? m.v.
   Et valg indebærer en stillingtagen til en social forventning. Før valget foreligger alternativer i form af åben kontingens. Efter valget i form af fixeret kontingens.
2. Valg er basalt set paradoksale. Kun spørgsmål, der principielt er uvælgelige kan gøres til genstand for valg.
   For overhovedet at vælge er man derfor nødt til at afparadoksere sit valg. At afparadoksere er at udelukke. Det kan fx ske gennem en opstilling af alternativer, som implicerer udelukkelse af andre mulige alternativer.
3. En projektgruppe kan imidlertid ikke opstille alternativer uden at forme en kode for kommunikation i gruppen. En kode er en entydig binær præference, der deler verden i to halvdele, hvor der skelnes mellem en positiv og en negativ side.
   Problemet er, at der findes mange forskellige koder, som gruppen kan forme. Koderne er først og fremmest: lyst/ulyst, sand/falsk, betale/ikke betale, bedre/dårligere dannelsesmæssigt, ret/uret og godt/- ondt. Gruppekommunikationen risikerer at bryde sammen, når flere koder forsøges formet på én gang.
4. De forskellige koder er relevante for forskellige typer af beslutninger i gruppen. Kun koden sand/falsk er konstituerende for valg og afprøvning af videnskabelige problemstillinger og dermed formulering af projektalternativer.
5. Koden sand/falsk fixerer kun, at man er motiveret for sandhed, men ikke hvilket motiv man ser i sandheden. Der er altid et videnskabsbillede i spil, når man formulerer et projekt hen over koden sand/falsk, som selekterer interessen i sandheden. Et videnskabsbillede er en hjælpedistinktion, der sætter kriterier for, hvordan koden sand/falsk skal anvendes. Som hjælpedisktinktion indsætter videnskabsbilledet en forskel mellem, hvad der er forskningens mål og funktion (erkendelsesinteressen), og hvad forskningens mere grundlæggende ubehag er.
6. Problemet er, ligesom med koderne, at der findes mange forskellige hjælpedistinktioner, som gruppen kan forme. Distinktionerne er bl.a.: fuldstændig/ufuldstændig, ideal/virkelighed, virkelighed/ideal, latent/- manifest, overskridelse/tradition, formidling/tab af forståelse samt løsning/problem. Vellykket kommunikation fordrer i nogen grad konsistens i formningen og sammenkoblingen af hjælpedistinktioner.
7. Alt i alt synes vellykket kommunikation om projektvalg næsten usandsynlig. Der er intet, der automatisk sikrer kommunikationens fortsættelse og valgets tilblivelse.
8. Den fremlagte typologi over koder og videnskabsbilleder skal ikke ses som en opskrift på projektvalg. De er fra min side tænkt som et kommunikationsværktøj, gruppen kan tage i anvendelse, når kommunikationen i gruppen angående projektvalg synes på sammenbruddets rand. Typologierne kan anvendes af gruppen til at ordne deres kommunikation bagud, dvs. til at reflektere over, hvorfor diskussioner gang på gang løb af sporet, samt gennem bagudordningen også at strukturere kommunikationen forud.
   Det, jeg slår til lyd for, er “det refleksive projektvalg”, hvor man reflekterer over, hvordan man træffer valg med udgangspunkt i hvilke koder og videnskabsbilleder, der er medløbende til selve valget.

1. Projektarbejdet er meget mere end projektrapporten. Begge er underordnet de samlede mål, som gruppen fastsætter i samarbejde med vejleder og uddannelsesinstitution.
   Projektarbejdet har derfor mål, der rækker ud over projektrapporten.
2. Projektarbejdet kræver tid.
   Lysten til at begive sig ud på en erkendelsesrejse uden at vide, hvad resultatet bliver, er den væsentligste kvalifikation for en projektarbejder.
   For at projektarbejdet skal lykkes, må man tilvælge projektet, give sig tid, begive sig ud i omverdenen, tale med aktørerne, vende tilbage fra omverdenen, afrapportere, diskutere oplevelserne og reflektere over perspektiverne.
3. Projektstyring er en central aktivitet i projektarbejdet. Det omfatter:
   Vurdering og aftaler om ressourcer.
   Sættelse og nysættelse af deadlines. Når en deadline passeres nyvurderes projektarbejdets gennemførlighed.
   Udarbejdelse og ændring af arbejdsplaner. Arbejdsplaner er ikke kontrakter, men tjener til at vurdere gruppens arbejdsressourcer, at sammenholde dem med tidsrammerne, at formulere håndtérbare arbejdsopgaver og placere dem i en fornuftig rækkefølge.
4. Den refleksive projektgruppe.
   Skaber rum for refleksion.
   Eksperimenterer og sammenfatter erfaringer til bedre fremgangmåder.
   Skaber sig teoretisk dybde, bredde og variation.
   Konfronterer sig med aktørerne i genstandsfeltet.
   Beskriver gruppens egen videnssituation.

1. Skrivning og erkendelse er to sider af samme sag.
   Man lærer, når man skriver.
2. Projektrapporten udgør kun en mindre del af projektarbejdets skrivearbejde.
   Oplæg skrives som styringsredskaber for diskussioner og arbejdsprocesser.
   Referater skrives som procesmidler og indgangsdøre til arbejdspapirer.
   Arbejdspapirer skrives som undersøgelse af delproblemstillinger formuleret i arbejdsprocessen.
3. Skrivning er en proces mere end et produkt.
   En proces, hvor det skriftlige arbejde konstant bevæger sig mellem idéer, indhold, form og formidling, finpudsning og respons.
4. Skriveblokeringer kan overkommes.
   Alle rammes af skriveblokeringer.
   Ingen har let ved at skrive.

Del 2: Gruppearbejde og vejledere

1. At gennemføre et gruppebaseret problemorienteret projektarbejde stiller store krav til samarbejdsevnen.
   Ved fra begyndelsen at få sat ord på de gensidige forventninger til samarbejdet, kan mange problemer undgås. Det kan med fordel ske gennem udformning af en samarbejdsaftale, der muliggør, at holdninger og forventninger til samarbejdet bliver synliggjort.
2. Megen spildtid i gruppearbejdet skyldes manglende eller for løs organisering af gruppemødet. Det er vigtigt at skabe en mødekultur, hvor måden at arbejde og tænke på sammen med den enkeltes styrker og svagheder bliver navngivet. Det muliggør en bedre diskussion, planlægning og uddelegering.
   Afsæt tid i begyndelsen af ethvert gruppemøde til at alle tilbagemelder på, hvad de har gjort og tænkt siden sidst.
   Diskutér ud fra en dagsorden og vær opmærksom på, at der bliver samlet op og konkluderet på diskussionerne.
   Lad alle i gruppen formulere, hvad de hver især går hjem og gør konkret inden næste møde, og hvad den enkelte forventer, der kommer ud af det.
   Slut mødet af med en mødeevaluering.
3. Tre fundamentale nøglebegreber i effektiv og udviklende kommunikation er aktiv lytning, markeringsrunder og skriftlighed. En indarbejdet beslutningsprocedure og en løbende etablering af et fælles overblik er også centralt, hvis kommunikationen ikke skal gå i stykker.
4. Bearbejdningen af konflikter er gruppedynamikkens salt. Men før de kan bearbejdes, må de frem i lyset og navngives. Det kræver tryghed og åbenhed, som understøttes ved, at gruppen fastlægger en procedure for håndtering af konflikter.
5. Løbende evalueringer og periodisk opsamlende evalueringer er lige vigtige for udviklingen af et frugtbart samarbejde.
   Uden evalueringer vil ethvert samarbejde stagnere, og erfaringsdannelsen forbliver ubearbejdet, så den i visse tilfælde virker mere blokerende end befordrende for nye samarbejder.

1. Vejlederen er ikke en lærer
   Læreren udvælger stof og kontrollerer produkter, mens vejlederen er konsulent for projektarbejdet i processen. I praksis kan man dog sagtens finde vejledere, der tror de er lærere.
2. Vejledningen er på indholdsiden såvel orienteret mod problemstillingen som mod det faglige indhold.
   Den problemorienterede vejledning søger at hjælpe gruppen med at identificere og udvikle en problemstilling, at undersøge den og komme frem til en konklusion og perspektivering.
   Den fagorienterede vejledning sætter gruppens problemstilling og analyse i teoretisk perspektiv. Her gives redskaber til håndtering af de faglige udfordringer i projektarbejdet.
   Den saglige faglige vejledning kombinerer de to vejledningstyper.
3. Vejledningen kan på formsiden have flere udtryk: den produktorientede, procesorienterede, laissez-faire og kontrolvejledning.
4. God vejledning kræver en god gruppe.
   Den gode gruppe går i dialog med vejlederen, stiller spørgsmål, kritiserer etc. Den tager ansvaret for sit projekt, skriver fra starten og bruger vejlederen som resonanskasse.
   Den svære gruppe svarer på al kritik med undskyldninger, skriver ikke, udsætter vejledermøder og forventer at vejlederen kommer med løsninger.

Del 3: Videnskabsteori og metode

1. Man har altid taget videnskabsteoretiske valg – uanset om man har vidst det eller ej.
2. De relevante videnskabsteoretiske problemstillinger udfolder sig fra problemformulering og projektvalg – ikke omvendt.
3. 3) Videnskabsteori er mere end højpandet filosofi – det er først og fremmest et element bag myriaderne af beslutninger og metodikker i projektarbejde og -rapport.
   Allerede i problemformuleringen ligger antagelser om samfundet, aktørerne, sproget, videnskabens formål m.v.
4. Videnskabsteori er teorien om, hvad der er videnskab, og hvad der ikke er videnskab.
   Epistemologien tager sig af betingelserne for at kunne afgøre, hvad der er sandt og falskt.
   Sprogfilosofien diskuterer sprogets rolle i forhold til frembringelse af viden.
   Ontologien drejer sig om verdens beskaffenhed.
   Vidensidealerne styrer vores syn på, hvad videnskaben kan og skal bruges til.
   Metodologien diskuterer fremgangsmåder, der opfylder de beslutninger, diskussionen i de foregående 4 punkter har lagt fast.
5. Der er basalt tre måder, man kan arbejde med videnskabsteori på i projektarbejdet: forud, ad hoc eller refleksivt.
   Forud er egnet ved videnskabsteoretisk dominerede problemtillinger, men ikke som en metode til at generere teoretiske eller empiriske problemstillinger.
   Ad hoc modellen er mest udbredt og kan anvendes som en del af metoden til analyse af en problemstilling. Men den leder ikke til en mere systematisk belysning af de blinde pletter; den tavse viden som regulerer dine metoder, teorier etc.
   Den refleksive model er en kontinuerlig spørgen til og provokation af det paradigme, man arbejder indenfor. Det er en metode, der sætter fordomme på spil for at få dem i spil.

1. En gruppes projektvalg er rettet mod et komplekst fænomen i samfundet, hvortil der er knyttet et vidensproblem. Det skal analyseres og besvares ved hjælp af en metode.
2. Den konkrete analyse tager udgangspunkt i problemformuleringen, som består af to begreber og en relation derimellem. For at målrette besvarelsen ind i en bestemt motiveret forklaringsmodel, kan man formulere delspørgsmål, som viser, hvilke spor man vil følge i analysen.
   Analysen opdeles i en række spørgsmål/erkendelsesopgaver, som skal besvares for, at man kan svare på problemformuleringen. Svaret er konklusionen, som altså er sammensat af en række udsagn, der alle er belyst i projektet.
3. Designet beskriver projektets opbygning af spørgsmål og fremgangsmåder, vurderinger, informationer og data.
4. Man kan beskrive hele projektets besvarelse af problemformuleringen i én samlet plan og hermed forsøge at få overblik over, om man er tilfreds med sit arbejde. Det metodiske fokus vil fastholde diskussionen om:
   ræsonnementets sammenhæng – svar på nødvendige erkendelsesopgaver.
   måden, som de ideelt og operationelt kan formuleres.
   måden, som de kan belyses på – den videnskabelige arbejdsteknik.
   svarenes kvalitet.
   den kendsgerning, at svaret er sammensat af forskellige erkendelsesopgaver, og at svaret derfor kan forbedres ved at forbedre svage led.

1. Kvalitetsvurdering er en integreret del af projektets gennemførelse. Det omfatter fortrin og mangler, tilstrækkelighed og kritiske forhold. En god kvalitetsbeskrivelse en betingelse for, at projektet kan opfattes som selvstændigt arbejde.
2. Der er behov for at gennemføre kvalitetsvurdering i forbindelse med planlægning og vurdering af resultatet.
3. Man kan skitsere et kvalitetsregnskab, som viser hver enkelt erkendelsesopgaves gennemførelse.
4. Kvalitetsdiskussionen kan føres i forhold til det faglige miljø og i forhold til dem, der af en praktisk grund er berørte af projektets problemstilling. Derfor er der såvel et politisk og et etisk kvalitetselement.
5. Der er etisk-politiske aspekter forbundet med det at anvende personligt relaterede informationer, hvor man bevæger sig i et menneskeligt påvirkeligt felt.

1. Grounded Theory er en arbejdsteknik, som øger betydningen af konkrete feltobservationer.
2. Teoretisk arbejdsteknik indebærer, at man læser en tekst ordentligt og i sin sammenhæng.
3. En politisk udredning skal belyses i forhold til politisk mål, målgruppe og accepterede forklaringsmåder, der hersker på området.
4. Empiriske teknikker er kvantitative og kvalitative. De kvantitative teknikker kan være i genlæsning af materiale, andre har samlet. Her er opgaven at redegøre for, hvad en markering i et felt dækker helt præcist.
5. Kvantitative dataindsamlinger foretages ofte for at understøtte en hypotese – at vise, at forskeren har ret. Store institutioner kan anvende kvantitative dataindsamlinger for at kortlægge udbredelsen af empiriske fænomener – som det fx foregår hos Danmarks Statistik og i undersøgelser, der skal støtte en teori om markedsføring.
6. Hypotesetest ved survey skal planlægges meget nøje, fordi der ikke skabes ny viden, efter at spørgeskemaet er konstrueret.
7. Kvalitative teknikker anvendes til dataindsamling, fortolkning og analyse af samfundsmæssige processer og konsekvenser, kollektive fænomener og sammenhænge osv. Kvalitative indsamlinger er normalt skabt til konkrete informationsbehov. Man kan selv sammensætte og tilpasse en hensigtsmæssig indsamlingsteknik, som svarer til erkendelsesproblemet.

1. Det kvalitative interview kan planlægges ligesom en samlet forskningsproces.
2. Interview handler om mødet med “den anden”, og et interview skal forberedes og planlægges, som man ville forberede en engageret samtale.
   Det er svært at lytte og forstå, når man ved mindre om det, der tales om.
   Man ved altid mindre end den anden om det univers, han eller hun taler om.
   Fordommene hos intervieweren begrænser forståelsen for det, den anden fortæller. De nedbrydes med mere viden om den andens felt.
3. Det tekniske problem er ikke dataadgang, men at være i stand til at finde en hensigtsmæssig måde at forstå dem på.
4. Der findes en stærkt ekspanderende litteratur om kvalitative metoder, hvoriblandt der også skrives om konkrete teknikker, der kan anvendes i projektsammenhæng.
5. Interview med dobbeltgængeren eller “hvis jeg var dig” er en måde (projektion) at beskrive sociale og mentale bindinger omkring valg og handling.
6. Det kvalitative interview er en meget rig informationsteknik.
7. Det omhyggelige kvalitative interview passer godt til den nuværende orientering i samfundsvidenskaben.
8. Når man anvender det kvalitative interview, er der brug for opmærksomhed om, hvilket analyseniveau man benytter, og hvad der analyseres.

Del 4: Projektrapporten

1. Formidling er mere end forenkling.
   Formidling er en balancegang mellem videnskabelig præcision og den gode fortælling; en balancegang mellem intellekt og oplevelse; mellem venstre og højre hjernehalvdel; mellem hoved og mave/hjerte.
2. Formidling er ikke kun formidling til læseren, men også en del af din egen proces med at forstå. Formidl dig til erkendelse!
   Forenkling: Afkort sætninger, nedsæt lix-tal, fjern bihistorier og noter, der ikke er nødvendige for budskabet.
   Imponér-adfærd er sjældent imponerende.
   Konkretisér: Gøre det generelle specifikt og det abstrakte konkret.
   Analogier: Find sammenligninger fra læserens erfaringsverden.
   Pointer: Indarbejd overraskende slutninger.
3. Illustrationer: Billedliggøre abstrakte og konkrete sammenhænge og pointer.
   

1. En projektrapports disponering omfatter en optakt, indledning, analyse/ krop, konklusion og nedtakt.
2. Indledningen indeholder emne, problemfelt, problemformulering og metode.
   Et godt problemfelt omfatter problemstillingen inkl. empirisk og teoretisk dokumentation for dens aktualitet og relevans; er interessevækkende; siger noget om indholdet og slutter med problemformuleringen.
3. Kroppen eller analysen omfatter teori, empiri og analyse.
   Kroppen/analysen er udfoldelsen af undersøgelsesdesignet, men behøver ikke at afspejle det i disponeringen. Disposition er ikke lig med design.
   Om teorien placeres før eller efter empiri er derfor mest et spørgsmål om fortælleteknik og fremstilling.
   Husk indledninger og opsamlinger/delkonklusioner.
   Delkonklusioner efter hvert kapitel med problemstilling, argumenter, dokumentation og korte konklusioner.
4. Konklusionen – vov noget!
   Konklusionen bør indeholde problemstillingen, være kort og præcis, dristig, dokumenteret og selvkritisk.
   En perspektivering viser projektrapportens grænser, peger på nye problemstillinger og spørgsmål som følge af projektrapporten og gendiskuterer problemfeltet i lyset af konklusionen.
5. Den røde tråd starter med problemformuleringen og slutter i konklusionen.
   Mellem problemformuleringen og konklusionen er der i den ideelle rapport en rød tråd, der baner sig vej igennem ethvert ord, afsnit og kapitel. Således er alle dele i projektrapporten både en undersøgelse af problemformuleringen og et argument for konklusionen.

1. Dokumentér alt, hvad der kan være diskussion om.
   Andres argumenter og synspunkter og empirisk hændelser og data.
2. Citater kan bruges som krydderi, dokumentation eller fordi de er godt formuleret.
   Citér præcist og loyalt.
   Korte citater i teksten, lange i særskilt blok.
3. Litteraturhenvisninger efter angelsaksisk eller germansk mønster.
   Angelsaksisk: I teksten.
   Germansk: I noter.
4. Fod og slutnoter kan bruges til kommentarer, der kvalificerer teksten, men ville forstyrre “flowet”; til krydshenvisninger, litteraturhenvisninger og taksigelser.
5. Litteraturlisten skal være præcis og let at finde rundt i.
   Alfabetisk og dernæst kronologisk.
   Al litteratur, der er henvist til i projektrapporten, og kun den, medtages.
   Lav højst særlige lister for lovmateriale og avisartikler.
6. Projektets layout er en del af formidlingen og derfor en sjov og alvorlig sag.
   Bundmargin større end topmargin og ydremargin større end indermargin.
   Linielængde mindre end 75 enheder.
   Linieafstand, 3-4 punkt større end skrifttypen.
   Ved spalter: Brug løs bagkant hvis linielængden er under 50 mm, brug mindre linieafstand ved smalle spalter og justér spalterne øverst.
   Højst to skrifttyper/fonte, brug en serif til brødteksten og evt. en grotesk til overskrifter, bund-/toptekster og sidetal.
   Brug max. tre skriftstørrelser.

	Download sammenfatningerne i PDF-format